Højesteret giver Bedømmelsesforeningen (nu Videncenter for Helbred og Forsikring) oprejsning ved dom af 14. november 2005


14-11-2005

I januar 1990 tegnede forsikringstager A en erhvervsudygtighedsforsikring hos Codan Forsikring A/S og udfyldte i den forbindelse en helbredsattest med en række spørgsmål sammen med sin læge.

Uanset direkte spørgsmål herom i helbredsattesten oplyste A ikke, at hun igennem en længere årrække havde været til undersøgelse på adskillige sygehuse og hos specialister og til fysioterapibehandlinger, blandt andet på grund af ryg- og maveproblemer og på grund af sin udtalte frygt for at lide af forskellige sygdomme.

I 1993 anmeldte A erhvervsudygtighed på grund af slidgigt i fingrene. I forbindelse med behandlingen af sagen blev Codan Forsikring A/S opmærksom på, at der var givet urigtige oplysninger. Forsikringsselskabet forelagde sagen med de korrekte oplysninger for Bedømmelsesforeningen (nu Videncenter for Helbred og Forsikring), der meddelte, at såfremt de korrekte oplysninger havde foreligget ved forsikringens tegning, ville der være blevet givet afslag på tegning af erhvervsudygtighedsforsikringen. Codan Forsikring A/S ophævede derfor forsikringen.

A anlagde sag ved Vestre Landsret med påstand om, at ophævelsen var uberettiget, fordi de urigtige helbredsoplysninger var afgivet i god tro sammen med A's læge. Codan Forsikring A/S ved advokat Torben Bondrop fra Plesner påstod frifindelse. I forbindelse med sagens behandling for Vestre Landsret blev der gennemført flere forelæggelser for den daværende Bedømmelsesforening, der fastholdt sin første udtalelse. På foranledning af A's advokat blev der bragt kritisk omtale af sagen og Bedømmelsesforeningen i både trykte og elektroniske medier. Vestre Landsret afsagde dom i år 2000, hvor man gav A medhold, idet man ikke fandt at kunne lægge Bedømmelsesforeningens udtalelse til grund. Dette var et overraskende brud med konsistent landsretspraksis op gennem 80'erne og 90'erne.

Codan Forsikring A/S indbragte sagen for Højesteret, hvor der blev foretaget yderligere bevisførelse, herunder blev der stillet supplerende spørgsmål til Bedømmelsesforeningen, og senere til foreningen under det nye navn Videncenter for Helbred og Forsikring.

I sin dom af 14. november 2005 fandt Højesteret, at forsikringstageren havde afgivet de urigtige helbredsoplysninger uagtsomt, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Bedømmelsesforeningens vurderinger i sagen. Herefter gav Højesteret Codan Forsikring A/S medhold i, at forsikringen var ophævet med rette.

Højesterets dom i anonymiseret form kan læses her.

Spørgsmål vedrørende dommen kan stilles til advokat Torben Bondrop eller advokat Charlotte Hasseriis Iversen.

torn1 
© Plesner  TLF +45 33 12 11 33 - Amerika Plads 37 - 2100 København Ø - CVR 42 93 85 13
Cookies