Ny standardmodel sætter skub i offentlig-private partnerskaber (OPP)


08-03-2012

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har netop offentliggjort en ny standardmodel for OPP. Standardmodellen gør det lettere at etablere samarbejde mellem offentlige og private aktører om opførelse af større anlæg i Danmark.

Modellen er målrettet projekter, hvor en offentlig myndighed udbyder nyanlæg og anlægsdrift samt eventuelt finansiering til den samme private leverandør over en længere periode på typisk 15-25 år. Den indeholder både en vejledning i OPP-samarbejdets sædvanlige faser samt eksempler på funktionsbeskrivelser inden for forskellige sektorer. Herudover indeholder modellen et eksempel på en kontrakt, der kan anvendes i OPP-projekter, uanset hvilket anlæg, projektet er centreret omkring.


Modellens indhold

Faserne, der gennemgås i modellen, er følgende:

Fase 1: Beslutning om OPP
Fase 2: Strukturering af et OPP-projekt
Fase 3: Udbud og kontrakt
Fase 4: Anlæg og drift

De tre scenarier, der gennemgås i modellen, er følgende: 

1.      OPP med privat finansiering og mulighed for/pligt til offentligt ejerskab ved kontraktens udløb
2.      OPP med privat finansiering og privat ejerskab ved kontraktens udløb
3.      OPP med offentlig finansiering

De tre scenarier er de typer af OPP'er, der indtil nu har været mest anvendt i Danmark. De har flere fælles træk, men adskiller sig ved deres finansieringsform og exitmodel.


En attraktiv samarbejdsform

Advokat og juniorpartner, Niklas Korsgaard Christensen, arbejder til dagligt med juridiske problemstillinger relateret til infrastruktur og OPP. Han siger:

"I Danmark er der stadig relativt få erfaringer med OPP, men OPP indeholder som model betydelige muligheder for fornyelse af vores nationale infrastruktur, hvilket vi også løbende har erfaret ved drøftelser med vores advokatkollegaer internationalt. Dette er naturligvis erfaringer, vi drager nytte af, når vi rådgiver om den mest hensigtsmæssige organisering af et OPP-projekt samt andre juridiske forhold relateret til OPP. OPP er i sin grundstamme en attraktiv samarbejdsform, som, ved at sammenlægge anlæg og drift, giver betydelige totaløkonomiske fordele forudsat, at den rette finansiering er på plads. Med den nye standardmodel er udarbejdet et nyttigt værktøj, som er helt essentielt for et succesfuldt OPP."


Yderligere information

For yderligere information kontakt venligst advokat, partner, Peter Wengler-Jørgensen, advokat, partner Peter Fogh, advokat, partner Torben Bondrop, advokat, partner Peter Schradieck eller advokat, juniorpartner Niklas Korsgaard Christensen.

torn1 
© Plesner  TLF 33 12 11 33 - Amerika Plads 37 - 2100 København Ø - CVR 42 93 85 13
Cookies