Piratkopiering og produktefterligning

Vi har en lang tradition for at føre sager om produktefterligninger, og vores erfaring går helt tilbage til 1950'erne. Det er typisk brugskunst, møbler, legetøj, tøj og tekstiler samt emballage, der bliver kopieret.

Bekæmpelse gennem markedsføringsloven

I Danmark kan produktefterligninger bekæmpes effektivt ved hjælp af markedsføringslovens generelle forbud mod handlinger, der strider mod god markedsføringsskik. Som generalklausul giver den en rimelig bred beskyttelse mod efterligninger af produkter, der er kendte f.eks. ved godt design og omkostningskrævende markedsføring.

Hvornår krænkes markedsføringsloven?

En krænkelse finder sted, når der er tale om en nærgående efterligning, og der er praktisk markedsmæssig identitet mellem to produkter. Den fastslås på baggrund af en helhedsvurdering af produkterne. Det er ikke afgørende, at en efterligner kan påpege enkelte mindre forskelle.

Det er derimod afgørende, om krænkeren gennem emballage og markedsføring i øvrigt søger at snylte på det efterlignede produkt ved at spille på de samme elementer i markedsføringen.

Hvis efterligningerne foretages af en tidligere ansat eller samarbejdspartner, vil det skærpe vurderingen af, om der er tale om en ulovlig efterligning.

stoleryg 
© Plesner  TLF 33 12 11 33 - Amerika Plads 37 - 2100 København Ø